2016


Glemt kodeord / Skift kodeord

Bliv en del af DIRA

Opret gratis bruger
Opret medlemskab
Luk

Indtast email og få tilsendt et link til ændring af kodeord


Tilbage

Tilbage

Tilbage
Welltec

DIRA Automatiseringsprisen 2016

Automatiseringsprisen 2016

DIRA Automatiseringsprisen 2016 gik til Welltec som på en overbevisende og gennemført måde har vist at automatiseret produktion i Danmark i den grad er konkurrencedygtig.

Juryens betragtninger
I 2015 blev der installeret rekord mange robotter i Danmark. Det er et klart tegn på at danske virksomheder i stigende grad vælger at fastholde og udbygge højteknologisk produktion i Danmark. Det er en tydelig trend, som genkendes i de mange forskelligartede løsninger, der er indstillede til DIRA Automatiseringsprisen. Ligeledes ses det af indstillingerne at danske virksomheder i højere grad end tidligere vælger at hjemtage produktionen fra områder med lav løn og lav grad af automatisering.

De nominerede
Blandt de 34 indstillede virksomheder blev tre nomineret og besøgt af juryen. De tre er i tilfældig rækkefølge:

  • Carlsberg. Kendt af alle i Danmark og mange i udlandet for deres velsmagende våde varer.
  • Haarslev Industries. En unik produktion i Ukendtsdanmark, der leverer høj kvalitet til hele kloden.
  • Welltec. Produkter der opererer i 1000m dybde under højt tryk, høj temperatur og i kras kemi.

Med tre spændende og inspirerende besøg tre virksomheder, udtaler juryen om de enkelte:

Carlsberg
Tidligere forårsagede glasskår og andet affald dyr service og dårlige arbejdsvilkår for medarbejdere i håndtering af returemballage. I dag håndterer robotter supplereret af 3D kamerateknologi al returemballage automatisk. Tilmed er løsningen udviklet, fremstillet og implementeret af en dansk leverandør i konkurrence med store udenlandske konkurrenter og løsningen har således bidraget i beskæftigelse i danske teknologibaserede virksomheder.

Haarslev Industries
Hvor andre virksomheder har valgt at outsource produktionen af store emner med megen svejsetid, har Haarslev valgt at hjemtage og automatisere svejseprocessen. Faktisk har Haarslev Industries ligefrem hjemtaget robotter fra andre produktionssteder i udlandet for at koncentrere kompetencerne på automatisk produktion i Danmark. Haarslev har med de i alt ni svejse- og slibeanlæg på forbilledlig vis opnået en højere kvalitet, en forbedret produktivitet, kortere reaktionstid samt fastholdelse af gode arbejdspladser på Nordfyn.

Welltec
I 2014 var Welltec godt i gang med at flytte produktionen til Polen, men fortrød. Og med fuld kraft bak - eller måske rettere fremad - har Welltec på bare 18 måneder automatiseret en stor del af produktionen i Allerød. I alt har Welltec installeret syv robotter med en løfteevne fra få kilo op til 180kg. Og hos Welltec flytter robotterne ikke blot produkter og emner i CNC-anlæg. Robotterne flytter også fiksturer fra en reol til og fra CNC-anlæggene, så omstillingstiden kan holdes nede på et minimum.

Juryens begrundelse
Welltec har på en overbevisende og gennemført måde vist at automatiseret produktion i Danmark i den grad er konkurrencedygtig. Welltec har satset stædigt og målrettet mod at automatisere så meget som muligt. Det er meget gennemført, og det med en forbløffende kort tilbagebetalingstid på under 6 måneder, set i forhold til at få komponenterne produceret i Polen. Samtidig har virksomheden og dens medarbejdere været igennem en modningsproces mod stor automationsgrad. En modning som formodentlig vil gavne Welltec fremover. Juryen mener at mange danske virksomheder kan finde inspiration i Welltec's eksempel!

Juryen
Nomineringen og udpegningen af vinderen er foretaget af en jury bestående af:
Juryformand Ole Madsen, Professor på Institut for Mekanik og Produktion, Aalborg Universitet
Bjørn Godske, Journalist på Ingeniøren med ansvar for produktion
Nigel Edmondson, Direktør for MADE - Manufactoring Academy of Denmark.
Peter Krogh, Technical Manager ved VOLA A/S
Gæstemedlem direktør Thomas Visti, repræsentant for sidste års vinder MIR, Mobile Industrial Robot.

FAKTA
Prisens navn: "DIRA Automatiseringsprisen"
Sponsor: DIRA - Dansk Robot Netværk
Billedmateriale mv. må bruges frit, så længe der refereres til DIRA Automatiseringsprisen eller DIRA - Dansk Robot Netværk. Læs mere om DIRA på www.dira.dk.

DIRA, Dansk Robot Netværk, har som formål gennem indførelse af robotter og anden automation at øge produktiviteten og forbedre konkurrenceevnen hos de enkelte danske virksomheder. For at udbrede kendskab til virksomheder, der lykkedes med dette, uddeler netværket hvert år DIRA Automatiserings­prisen til en virksomhed, der har skabt eller fastholdt produktion i Danmark gennem udvikling eller automatisering baseret på robotteknologi på en banebrydende måde, der muliggør nye produktions­metoder eller nye produkter. I bedømmelsen indgår desuden forbedringer af arbejdsmiljø, kvalitet, leveringsevne, salg samt produktivitet.

Mere information om DIRA og DIRA Automatiseringsprisen fås ved henvendelse til DIRA på mail: info@dira.dk eller telefon: 72202073