2022


Glemt kodeord / Skift kodeord

Bliv en del af DIRA

Opret gratis bruger
Opret medlemskab
Luk

Indtast email og få tilsendt et link til ændring af kodeord


Tilbage

Tilbage

Tilbage
FarmDroid

DIRA Teknologiprisen 2022

Vinderen af DIRA Teknologiprisen 2022 er FarmDroid

DIRA Teknologiprisen 2022 går til en moden teknologi, der kan gøre en stor forskel for en vigtig industri i Danmark.

Vinderen af DIRA Teknologiprisen 2022 er fundet.

FarmDroid løb med prisen for sin teknologi FD20. FD20 er en autonom robot, der på bæredygtig vis er med til at industrialisere landbruget. Teknologisk er robotten kendetegnet ved, at den kender placeringen af de enkelte frø med millimeter-præcision, hvilket forenkler de efterfølgende processer.

De tre nominerede til DIRA Teknologiprisen 2022 prisen var (i alfabetisk orden):

COBOD - for sin 3D-printer BOD2
FarmDroid – for sin robot FD20 til landbruget
OnRobot – for sin OnRobot Palleteringsløsning

De nominerede pitchede deres produkter til juryen til DIRA Business 2022 og igen foran deltagerne til DIRA Business festmiddag, hvor vinderen blev afsløret.

Det er en kompetent jury, som består af Bjørn Godske, journalist ved Ingeniøren, Lasse Kieffer, investor og entreprenør, John Christiansen, Head of R&D Automation, LEGO og Jens Johansen, erhvervs- og porteføljekundechef i Vækstfonden, der har voteret om, hvem af de nominerede, der skal løbe med prisen.

- Teknologierne i år taler ind i en værdiskabelse. Det er teknologier, der både kan gavne virksomhederne og brancherne, og så er de alle tre med til at forbedre arbejdsmiljøet, lyder det fra juryen om de tre nominerede.

Om de nominerede har juryen udtalt:

COBOD International
- Det er både voldsomt modigt og ædelt at udfordre en stor og konservativ branche, som byggebranchen er. Flere forinden har forsøgt at automatisere denne branche, og det er modigt, at COBOD International giver sig i kast med det også. Og så er de kommet meget længere end bare startfasen.

FarmDroid
- Den her teknologi taler direkte ind i noget, som er en del af danskernes DNA. Landbruget fylder stadig meget i Danmark, og den her robot kan være med til at sikre det i fremtiden. Det er også fantastisk, at teknologien bidrager til, at man kan dyrke og holde en mark ren uden brug af hænder og sprøjtegift.

OnRobot
- Palletering foregår rigtig mange steder, og derfor er der også et stort marked for det her. Det er imponerende, at OnRobot er lykkedes med at samle så mange forskellige færdigheder i én systemløsning, der både tager højde for robotten og opgaven. Det er en moden teknologi, lyder det fra juryen.

DIRA Teknologiprisen 2022 går til

Det blev FarmDroid, der vandt DIRA Teknologiprisen 2022, som blev overrakt af teknologientusiast David Guldager.

Begrundelsen fra juryen for, at det var FarmDroid, der skulle modtage prisen lyder:

- FarmDroids FD20 er en meget interessant teknologi. Den er spækket med bæredygtige teknologier fra Industri 4.0-skuffen, den er stort set selvforsynende med solenergi, den anvender ikke sprøjtemidler, og så kan den konfigureres og opsættes med en app. Det er en teknologi, som kan imødekomme landbrugets udfordring med manglende arbejdskraft og vigende produktivitetsstigning.

- Og så har FarmDroid med teknologien virkelig ramt et stort behov i markedet. Det er en teknologi for plantebaseret, bæredygtige fødevarer, lyder det også fra juryen om Farmdroids FD20.

Med uddelingen af DIRA Teknologiprisen er håbet at skabe opmærksomhed om nye teknologiske muligheder og ikke mindst inspirere robot- og automationsbranchen til udvikling af nye, innovative produkter.