Samtalen om robotter bør begynde på produktionsgulvet


Glemt kodeord / Skift kodeord

Bliv en del af DIRA

Opret gratis bruger
Opret medlemskab
Luk

Indtast email og få tilsendt et link til ændring af kodeord


Tilbage

Tilbage

Tilbage
Nyt fra DIRA

Samtalen om robotter bør begynde på produktionsgulvet

Samtalen om robotter bør begynde på produktionsgulvet

3. juli 2023

DIRAs bestyrelsesformand og direktør i Beckhoff, Michael Nielsen, har skrevet et debatindlæg til FINANS den 27. juni. Du kan læse hele artiklen her eller via dette link til FINANS.

Både robot- og automationsindustrien må gøre en ekstra indsats for at sætte gang i robotsnakken på produktionsgulvet og vise, at det hverken er svært, dyrt eller en trussel for medarbejderne at indføre robotter.

For blot fem år siden var Danmark blandt top-5 lande i verden med flest robotter i industrien pr. 10.000 beskæftigede. Nu er vi nr. 12. Udlandet overhaler os hurtigt. Det er en af konklusionerne i Teknologisk Instituts seneste analyse ”Små skridt med robotter vinder i det lange løb” fra 2023. 

Ca. 55 pct. af danske virksomheder i industrien er endnu ikke kommet i gang med anvendelse af robotter. Det tal kalder på handling. Vi - både robot- og automationsindustrien – må gøre en ekstra indsats for at starte robotsnakken på produktionsgulvet og vise, at det hverken er svært, dyrt eller en trussel for medarbejderne at indføre robotter.

Hvorfor er det egentligt så vigtigt, om vi ligger nummer fem eller 12 på listen? Fordi vi er et lille land med et højt prisniveau. Vi er dybt afhængige af effektivitet i produktionen, så vores virksomheder ikke flytter til lavtlønslande og dermed hiver den viden, vi er så afhængige af, med ud af landet. Det handler ikke kun om viden i én virksomhed – det kan gælde en hel industri. Hvis f.eks. de store vindmølleproducenter flytter ud af landet, er det umuligt at fastholde den viden, vi har. Det vil ramme vores konkurrenceevne på et ufatteligt ømt punkt. 

Servicerobotter, industrirobotter og kollaborative robotter er vejen til at automatisere først og fremmest repetitive opgaver, samt tunge og slidsomme opgaver, så disse bliver udført hurtigere og bedre og måske endda hele døgnet rundt. Medarbejdere undgår fysisk nedslidning og trivielt arbejde og kan i stedet bruge arbejdsdagen på at udvikle og innovere, styrke kulturen og servicere kunderne. Det er sjovere og mere udbytterigt for alle. 

Ny teknologi skaber ikke færre job

Hurtig omstilling er også et af de helt store emner i robot- og automatiseringsdebatten. Omstillingstid er en kritisk faktor i en lang række brancher, lige fra medicin til fødevarer og logistik. Omstillingstid har historisk set været dyrt og kunne tage timer eller dage. Nu kan man omstille produktionen på få minutter eller endda on the fly. Det er smart produktion i sin kerne og giver en øjeblikkelig effektivitet og øget indtjening. 

Den største udfordring lige nu er formentlig, at mange tror, det er dyrt og krævende at bygge robotter og sætte dem i drift. Især blandt SMV’er er automatiseringsgraden lav, og meget bliver stadig lavet manuelt med høje omkostninger til følge. Vi skal berøringsangsten til livs, og vi i robot- og automationsbranchen skal vise både den lille svejsevirksomhed og den store industrivirksomhed, at automatisering og robotter ikke er et stort og tungt ERP- eller LEAN-projekt. 

Spørg folkene på produktionsgulvet, om de har nogle manuelle arbejdsopgaver, de gerne vil have automatiseret. De står med hænderne i det i hverdagen og har helt sikkert gode idéer. Start med en enkelt robot lige der, hvor behovet er størst. Jeg kender også flere virksomhedsejere, der har købt en brugt robot og spurgt medarbejderne, om der er nogen, der har lyst til at lege med den. Selv i små håndværksvirksomheder giver det mening. Man kan købe mange færdigudviklede robotter, der blandt andet kan svejse, skrue etc., og der kommer løbende plug-and-play-robotter på markedet, som hverken kræver højtuddannet arbejdskraft eller dedikerede ressourcer til at udvikle, drifte og vedligeholde. 

Vi skal også blive bedre til at netværke og videndele, så vi kan lære af hinandens børnesygdomme. Det kan man bl.a. gøre gennem DIRA – Dansk Robot Netværk. Der er meget, industrivirksomheder kan lære af hinanden, og det gælder for alle, uanset om man er lille eller stor, og uanset om man har behov for software til at automatisere processer eller fysiske robotter på produktionsgulvet.